Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

Byggeforum - ledende artikel:

En rejse i ledelse af byggeri

I Japan bygger man huse på fabrik, entreprenørerne leverer til tiden og prisen, og der er masser af højhuse i Tokyo

Af Kristian Kristiansen, lektor, DTU Management, studieleder for Master i Ledelse af Byggeri

Rejsens væsen er at tage ud og komme hjem igen. Man rejser ud for at opleve: man lærer det fremmede at kende, så man igen kan se det kendte som noget fremmed.

Derfor tager vi også på studieture på masteruddannelsen i ledelse af byggeri. Uddannelsen tager to år på halvtid, og de studerende er typisk 40+ og har mange års erhvervserfaring som arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører. Construction Management hedder det i udlandet, hvor det mange steder er et pænt stort forsknings- og uddannelsesområde.

Stor befolkningstæthed
Denne gang tog vi til Japan. Som er meget langt væk, meget anderledes og et meget stort land. 127 mio. indbyggere er nok til, at man på mange måder og på trods af globalisering kan hvile i sig selv og sine traditioner. Plads har man derimod ikke så meget af. 25 procent af arealet er ubeboeligt, så befolkningstætheden er flere gange større end i Danmark. Tokyo har 27 mio. indbyggere, men er i virkeligheden en lille del af et større byområde, som strækker sig ca. 500 km sydpå. For at løse det problem har man Shinkansen, som med 300 km i timen gør det tidsmæssigt overkommeligt at komme fra den ene ende til den anden. I de centrale dele af Tokyo er der derfor også bogstavelig talt et kogende mylder af mennesker, forlystelser, erhverv og høje huse. Vi boede i Shinjuku i det centrale Tokyo, hvor togstationen er et sammenvokset monstrum af tre stationer, som hver har afgange og ankomster i flere etager. 2 mio. mennesker myldrer hver dag igennem de 60 ind- og udgange.

Sikret mod jordskælv
Traditionelt har man bygget forholdsvist lavt i Tokyo, men efterhånden som ingeniørerne har udviklet teknikken til jordskælvssikring af huse, er skyskraberne myldret frem. I parentes bemærket var det en mærkelig oplevelse, da der så faktisk kom et jordskælv, mens vi var i Tokyo, at ligge i sin seng på 11. etage og mærke bygningen sejle rundt og knage og brage i leddene.

Tokyo har baggrunden for at bygge højhuse: høj befolkningstæthed, et kæmpe bysamfund, store virksomheder der har behov for store domiciler og ikke mindst vanvittige grundpriser, der nødvendiggør skyskrabere og gør det muligt at benytte denne dyre byggeform, hvor der er et stort spild til elevatorer og føringsveje. En kvadratmeter jord har i Tokyos centrale dele været op at vende 1 mio. danske kroner.

Højhuse
Roppongi Hills er et rigtigt højhusbyggeri. Folk kommer rejsende langvejs fra for at opleve dette gigantiske bygningsværk. Det centrale højhus er 237 meter højt og rummer et eksklusivt indkøbscenter, kunstmuseum, en klub for verdenselitens beslutningstagere, udsigtspunkt og en masse kontorer. Derudover er der to andre meget høje huse med boliger og en lavere bygning til en tv-station. Omkring bygningerne er der anlagt en smuk park med et amfiteater, som blandt andet bruges dagligt til de lokales Tai Chi. Hele herligheden har kostet 25 mia. kroner. Bygherren er storentreprenøren Mori, som står bag andre tilsvarende byggerier andre steder i verden. Der er også blevet plads til haveanlæg, ja sågar en rismark, oppe i højderne. Han har ønsket at skabe en dynamo og en katalysator for hele Tokyos udvikling og Mori-Tower ligner en gigantisk Samurai, der våger over hele Tokyo. Imponerende, labyrintisk og luksuøst er det.

Ih, tænker man, sådan en Holger Danske skulle Bondam have lov til at bygge sig. Så ville København kunne blive en rigtig storby.

Basalt set er højhuse ikke et spørgsmål om æstetik og storby-feeling, men om pladsmangel og økonomi. De hører til en bestemt sammenhæng, som også handler om byens karakter og befolkningens mentalitet. Rappongi Hills hører til i en by som Tokyo. Man kan ikke ­ som Bondam synes at tro ­ skabe en storby ved at bygge høje huse. Det er omvendt: det er storbyen, der skaber de høje huse. Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være nogle højhuse i København, hvis der er et økonomisk, socialt og æstetisk grundlag for dem ­ det er der bare ikke meget af. Vartegnsbyggeri hedder det, når man forsøger at profilere byer ved hjælp af markant byggeri. Men vartegn kan blive til skamstøtter, hvis de ikke er i samklang med det, de skal være vartegn for.

Fabriksbyggeri
I Japan bygger man huse på fuldautomatiske fabrikker. Seikusi koncernen producerer et hus i minuttet på 6 fabriksanlæg. Eller 120.000 huse om året. Selvom man har en række husmodeller, kan kunderne også bestille deres særlige hus eller versionering af standard modellerne. Faktisk ville kun maskiner kunne arbejde med den nøjagtighed, som man forlanger, forklarer vores japanske værter. På fabrikkerne produceres husenes bærende skeletter og samles til lidt større elementer ved hjælp af facadepladerne. Delene til det enkelte hus lagres på en hylde i et gigantisk fuldautomatisk reolsystem, hvor der kan ligge en uges produktion. På byggepladsen monterer specialuddannet arbejdskraft efter en nøje plan, hvor alle enkeltdelene bliver leveret a la Ikea. Sekusui giver også garanti og leverer serviceeftersyn, ligesom de kan tage sig af at istandsætte og sælge kundens brugte hus.

I Danmark har debatten raset om Ritts 5000 boliger. Så billigt kan man ikke bygge uden, at det bliver til noget skrammel, mener mange i branchen. Japanerne bygger huse ud fra deres traditioner, hvortil hører en kort levetid på f.eks. 30 år, så pris og kvalitet kan næsten ikke sammenlignes med danske forhold. Sikkert er det, at huse kan bygges billigere på fabrik, om end næppe så meget billigere, som man umiddelbart skulle tro, fordi grunden udgør en væsentlig del af prisen på det færdige hus. Men der kan spares meget ved god tilrettelæggelse og automatisering. Byggemetoden bliver en anden og lette konstruktioner giver andre udfordringer med at skabe en høj kvalitet, end man har med mursten og beton. På den anden side giver de lette konstruktioner også nye muligheder, f.eks. med hensyn til tæthed og isolering. Fabriksproduktionen er overlegen med hensyn til at sikre et ensartet produkt uden fejl.

Men hvorfor bygger de huse på fabrik i Japan, når vi f.eks. ikke gør det i Danmark? Et muligt svar ligger i markedsforholdene. Byggeriet af enfamiliehuse er ikke spekulativt i Japan. 80 procent afsættes til private kunder, som har en grund og køber et hus på samme måde, som man ville købe en bil. Traditionelt regnes huse for at have en levetid, der svarer til en generation. Dette giver et godt omsætningsgrundlag for en industrialiseret husproduktion og tvinger producenterne til at tjene deres penge på effektivisering, kundetilpasning og service ­ i stedet for jordspekulation.

En anden del af svaret ligger måske i kvalitetsstyringen. I Japan har huskøbere et velbegrundet behov for at være sikre på, at huset ikke falder ned om ørene på dem, når der kommer jordskælv. Det kan fabrikken garantere både pga. produktudvikling og certificering.

Huse til tiden
I Danmark er de store entreprenører kolosser på lerfødder, men i Japan kan entreprenørerne tjene rigtige penge. I internationale sammenligninger kommer de ud som de, der er bedst til at bygge til tiden og prisen med færrest fejl. De er langt med kvalitetsstyring, kvalitetskontrol og med at udvikle et godt forhold til deres underentreprenører. Men i virkeligheden er Japans fem store entreprenører måske heller ikke at kalde for entreprenører, men snarere byggekoncerner som har hele værdikæden fra lokalplan til drift og vedligehold under samme tag. Her er ikke tale om skiftende samarbejder mellem bygherre, entreprenør, arkitekt, ingeniør, underentreprenører, leverandører og producenter. Gigantiske byggekoncerner passer ikke til Danmark, men tætte samarbejder mellem virksomheder for at optimere byggeprocessen fra start til slut kunne vi godt lave.

Eller måske er det forskningsindsatsen, der gør forskellen. Hver af de fem store har en forskningsinstitution, der i størrelse matcher den samlede byggeforskning i Danmark. Og der synes ikke sparet på noget: der er grundforskning i beton og nanoteknologi, testning af brandsikkerhed, materialer og ikke mindst jordskælvssikring: huset bliver stillet oven på en stor plade og rystet godt igennem. Forklaringen er, siges det, at de fem store konkurrerer heftigt og netop dokumentationen over for kunderne af, at man har den nyeste viden og teknologi, er vigtig.

Dybest set ligger forklaringen på de japanske entreprenørers overlegenhed nok i deres kunnen og viden inden for at lede byggeprocesser. I ledelsen samles alle trådene, så virksomhederne samarbejder i stedet for at føre retssager. God ledelse sikrer, at kunden får den rigtige bygning, at materialerne er der til tiden, at der tænkes på pris, kvalitet, æstetik, design, udførelse og drift og vedligehold i en stor sammenhæng. Men netop om ledelsesprincipperne kan vi ikke få noget at vide. Det er forretningshemmeligheder. Utvivlsomt har de alle avancerede ledelsessystemer, men det snakker man ikke om, ja, der kan ikke engang spørges om det. Det kan jo så godt ses som en bekræftelse på, at der ligger noget med indtjening her.

Ud og hjem igen er rejsens raison d´etre. Erfaringerne fra Japan kan ikke kopieres, lige så lidt som megabyernes højhuse. Men pludseligt virker det tankevækkende, at danske entreprenører ikke kan tjene penge, at byggeriet har et dårligt ry, og at der stadig er så meget håndværk i at bygge et hus.