Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Mange glæder og en enkelt skuffelse

Lars Heilesen har netop fejret 25 farverige år som landsformand for Byggesocietetet. Det er 25 år der har dokumenteret at byggebranchen har brug for en tværfaglig organisation, hvor man kan danne netværk, mødes og drøfte det faglige samtidigt med, at man kan more sig sammen

Af Finn Asnæs

Lars Heilesen, er ikke i tvivl om, at det er en helt anden forening han er formand for i dag end den forening han i 1982, for 25 år siden blev formand for.

- Byggesocietetet var en meget konservativ forening for 25 år siden, fastslår Lars Heilesen og fortsætter:

- Dengang var der stor forskel på medlemmerne i København og medlemmerne i provinsen. I København bestod foreningen af folk med stor interesse i ejerlejlighedsbyggeri, mens medlemmerne i provinsen primært var håndværksmestre og enkelte rådgivere.

- Dertil kommer ,at foreningen var meget enmandsstyret af landsformanden. Og organisatorisk var der kun hovedbestyrelsen, der ledes af landsformanden og så kredsbestyrelserne. Medlemmerne var typisk ejere af deres eget firma. Der var ikke så mange ansatte med. Informationen om nye politiske tiltag var sporadisk.
Der var ifølge formanden, heller ikke så mange der deltog i møderne dengang. Ofte var der ikke mere end 20 til 25 der mødte op.

Udvalg
En af de første ændringer Lars Heilesen gennemførte som ny formand var, at lægge organisationen totalt om. Da han tog over som landsformand, var det eneste udvalg bladudvalget. Men ved at oprette en række udvalg, sådan som vi har det i dag, blev ekspertisen uddelegeret.

- Det er en linie vi har fortsat. Det sidste nye udvalg vi har etableret er sygehusudvalget, som er blevet aktuelt nu hvor regionerne skal modernisere hele sygehusstrukturen og modernisere hele sundhedssystemet og de ydelser der tilbydes, forklarer formanden.

- Det var det samme jeg gjorde, da jeg blev præsident for UEPC, som er en international forening der svarer til Byggesocietetet, siger Lars Heilesen.

Netværk
Som noget af det positive ved at være en del af Byggesocietetet, fremhæver Lars Heilesen, de personlige netværk der findes af dygtige og rare mennesker, som man møder i det daglige arbejde. Og så er der alle de studierejser vi har deltaget i og et utal af receptioner, hvor man møder mange spændende og flittige mennesker, der også kan more sig sammen.

- Det har været spændende, at være med til at opbygge hele det sæt af udvalg og være med til at gøre organisationen landsdækkende. Det er en paraplyorganisation man ikke ser andre steder. Hos os arbejder alle inden for byggeriet tæt sammen, forklarer Lars Heilesen.

Formanden lægger vægt på, at organisationen altid har haft et godt samarbejde med den siddende boligminister og hans/hendes stab.

Fungerer ikke
Til gengæld er Lars Heilesen lidt ked af, at samarbejdet ikke fungerer under den nuværende regering. I dag er boligministeriets opgaver delt mellem Socialministeriet og Økonomi- og erhvervsministeriet.

- Kommunikationen fungerer ikke og det synes jeg er synd for begge parter. Der var meget vi kunne bidrage med, siger formanden og fortsætter:

- Organisationspåvirkningen er siden Fogh-regeringen trådte til, gået fløjten. Det lader ikke til, at den nuværende regering er interesseret i et samarbejde med erhvervslivet. I hvert tilfælde ikke med Byggesocietetet.

Vækst
Til gengæld er Lars Heilesen meget glad for, at Byggesocietetet er oppe på et medlemstal man ikke har haft tidligere.

- Vi har fået mange nye arkitektfirmaer og tilknyttede brancher som revisorer, advokater, landinspektører og ejendomsmæglere med. Og vi dækker også både det private byggeri og det almennyttige byggeri. Fx er formanden for boligudvalget fra de almene byggeri. Vi har ingen skel mellem det almene og det private mere. Vi har alt fra landbrugs-, lagerbyggeri, domicilejendomme til enfamiliehus og store boligbebyggelser under samme paraply.

- Det betyder til gengæld, at vi ikke kan gå ud og profilere os. Men vi kan snakke tingene igennem og opnå nogle resultater. Hvis jeg ser tilbage, er der generelt blevet lyttet til os, hvis vi er kommet med ændringsforslag til lovgivning og reguleringer. Og vi har også selv taget initiativer, som der er blevet lyttet til, fastslår Lars Heilesen.

Trist
Når Lars Heilesen ser tilbage, er der et enkelt punkt han ikke er tilfreds med.

- Jeg synes det er trist, at vi har måttet opgive det internationale samarbejde for 14 år siden. Det måtte vi, fordi kredsene hellere ville have penge tilbage end at fortsætte med, at deltage i det europæiske samarbejde.

- Det er tvivlsomt,om det i den nærmeste fremtid vil lykkes, at interessere medlemmerne for internationalt samarbejde og netværk på europæisk plan. Jeg synes, at vi bør genetablere det så der er flere end mig, der har de internationale kontakter.

Lars Heilesen mener, at det er svært at få byggebranchen i Danmark til at deltage i noget, hvor de ser længere frem end hvor der er aktiviteter her og nu.

Den danske byggebranche er svær at flytte og pengeverdenen er meget lidt risikovillig, mener formanden.

- Jeg synes, at det er svært at udvikle sektoren hvis vi ikke er mere åbne og hvis vi ikke behandler de udenlandske håndværkere vi beskæftiger, med respekt. Vi skal ikke altid tro, at vi er de bedste.

Fremtiden
- Det har været 25 fantastiske år, fastslår Lars Heilesen.

- Nu ønsker jeg, at gøre klar til et generationsskifte. Jeg håber, at få lagt det hele til rette så vi kan få udbygget det netværk, der er bygget op i de 70 år Byggesocietet har eksisteret. Og det er vigtigt, at holde fast i at livet i kredsene er meget vigtigt for organisationen og at opgaverne er 100 procent uddelegeret til kredsene og udvalgene. Hvis kredsformændene ikke har frie hænder, så forsvinder glæden ved at deltage i arbejdet, slutter landsformanden.


Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk