Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Boligbyggeri

ByggeindustrienByggeforum sætter mulighederne for at bygge både gode og billige boliger til debat. I denne serie vil vi i samarbejde med Juul & Frost Arkitekter beskrive forskellige forudsætninger og muligheder for både at bygge godt og billigt. Her er den første artikel i serien.

At bygge Bedre Billigere Boliger

Både Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam taler om at bygge billige boliger i København. I den aktuelle diskussion er det vigtigt, at man ikke glemmer den sociale dimension: at det er mennesker, der skal bo i de nye boliger. Så spørgsmålet er, hvordan man bygger billige boliger, der samtidig er værd at bo i? Måske kan inspirationen hentes hos Juul & Frost Arkitekter, Bedre Billigere Boliger A/S og Aicon, der står bag Bedre Billigere Boliger-projektet i Ølby , hvor der er gjort en stor indsats for at holde omkostningerne nede samtidig med at de billigere boliger reelt set også bliver bedre

Af Pawel Antoni Lange, kommunikationsmedarbejder Juul & Frost Arkitekter

Hos Juul & Frost Arkitekter har vi i samarbejde med Aicon udviklet Bedre Billigere Boliger i Ølby ved Køge. Ølby-boligerne er resultatet af en konkurrence, hvor bebyggelsen skulle overholde en lav byggepris, og for at imødekomme dette krav har det været nødvendigt at gennemtænke alle faser i projekterings- og byggeprocessen. Fra starten har det været et mantra for vores arbejde, at de sociale aspekter skulle tænkes ind i byggeriet. Ud over de rent byggetekniske og omkostnings-mini-mer-ende faktorer er der lagt stor vægt på boligernes kvalitet og den kontekst, som de skaber og indgår i. I vores øjne giver industrialisering sammenkædet med en social dimension bedre, billigere boliger.

Præfabrikerede elementer
Boligernes lave byggepris er resultatet af en lang og sej udviklingsproces. De lave omkostninger opnås blandt andet ved at tænke industrialiseringsaspektet ind i byggeriet. I Ølby-byggeriet er væggene og etageadskillelser præfabrikerede træelementer, der tilsammen skaber ét stort rum på ca. 90 kvm. Også toilet og bad er fabriksfremstillede og hejses ind midt i lejlighederne som en centralt placeret kerne, som et trinettekøkken monteres ved. Den centrale placering midt i rummet sikrer mange forskellige bevægelsesmønstre og et stort udsyn over hele lejligheden. Ud over de præfabrikerede byggedele er der også tænkt omkostningsminimering ved hjælp af en gennemgribende standardisering. I stedet for mange forskellige vinduer og døre er der eksempelvis ude-lukkende anvendt franske altandøre i Ølby-boligerne - også som hoveddøre. Den primære gevinst ved de høje altandøre er, at der føres lys dybt ind i lejlighederne, der har en loftshøjde på 2,8 meter. På denne måde sikrer vi, at boligerne bliver gennemlyste. Yderst er boligerne beklædt med forpatinerede zinksinus-plader, der både beskytter mod vejrlig forhold og på det nærmeste overflødiggør facadevedligeholdelser. På denne måde er der hele tiden et samspil mellem omkostningsminimeringer og kvalitetsforbedringer, der samtidig giver bebyggelsen en unik identitet.

De præfabrikerede elementer skærer toppen af de dyre håndværkerlønninger og minimerer risikoen for konstruktionsfejl. Resultatet er, at et hold håndværkere kan samle 9 boliger på en enkelt dag.

Den sociale dimension
Lejlighederne er indrettet som basisboliger i ét stort rum. Dette gør, at boligerne - på trods af den høje grad af standardisering - ikke begrænser beboernes muligheder for personlig indretning. Der er muligheder for tilvalg i form af et fuldt udbygget køkken og skillevægge, der kan inddele boligerne i flere rum. Fleksibiliteten er også tænkt ind i selve grundmodulerne. Ved at inddrage/afgive plads fra de omkringliggende lejligheder ­ både fra siderne, oppe og nede - opstår der fire forskellige størrelser lejligheder i Ølby. De store åbne og gennemlyste rum er skabt ud fra en erkendelse af, at vi alle er individer, der har forskellige behov og befinder os på forskellige stadier af vores liv.

For Juul & Frost Arkitekter består fremtidens bymiljøer ikke blot af bygninger, pladser, stræder, træer eller trafik. Derimod skabes bymiljøer i høj grad af de sociale rum, som en bebyggelse danner, og de mennesker, der bruger dem. I Ølby-byggeriet er der lagt op til at beboerne mødes og indgår i en række sociale sammenhænge, samtidig med at de har mulighed for at trække sig tilbage til deres privatsfærer. Konkret er dette gjort ved at arbejde bevidst med offentlige, semioffentlige og private rum - og iscenesætte bevægelserne mellem de forskellige typer rum. Bygningernes konkrete placering skaber forskellige veje ind gennem området, mens deres indbyrdes forskydninger sørger for variation og bryder de retlinjede bevægelser. Der er på denne måde gjort plads til det forudsigelige såvel som det overraskende.

De enkelte boliger er forbundet med fælles altangange og gårdmiljøer af varierende størrelser. Disse fungerer som uderum, som der kan opstå mere eller mindre tilfældige møder i. Men qua altangangen og de franske altandøre opstår der også mulighed for at mødes på tværs af inde-/uderum og private/offentlige rum. En af bebyggelsens kendetegn er netop dette samspil mellem de forskellige arealer.

Fremtidens byggeri?
Ølby-projektet har vist, at det er muligt at bygge billigere boliger, der samtidig besidder nogle særlige kvaliteter. I første omgang kræver det, at arkitekter, ingeniører og byggeherrer har viljen ­ og ikke mindst visionerne ­ til at sammentænke industrialisering med en erkendelse af, at mennesker skal mødes, udfordres og indgå som en aktiv part i skabelsen af boligområderne. Billigt byggeri er ikke ensbetydende med dårligt byggeri: via konstruktions- og materialeoptimering er det muligt at lave anderledes og moderne fleksible boliger, som folk med almindelige indtægter har råd til at bo i. Og det koster ikke mere at tænke den menneskelige dimension ind i omkostnings-optimeret byggeri ­ vi sikrer blot, at vi ikke begår funktionalisternes fejl igen - og gør samtidig boligerne bedre at bo i.

Se mere:
www.juulfrost.dk

www.bedrebilligereboliger.dk

Arkitekt. Juul & Frost Arkitekter
Projekt: Bedre Billigere Boliger. Præmieret projekt fra arkitektkonkurrence udskrevet af Statens Kunstfonds arkitekturudvalg i samarbejde med De Forenede Ejendomsselskaber A/S, hvor deltagerne blev bedt om at forholde sig til Charter 99 konceptet og respektere en maksimal anlægspris på 4.200 dkr. pr. kvm.
Program: Opførelse af ca. 260 boliger i 3 etaper. 1. etape på 76 boliger er realiseret, 2. etape på 98 boliger er under udførelse og 3.etape på ca. 86 boliger er projekteret.
Klient: De Forenede Ejendomsselskaber.
Periode: 2001 konkurrence, realisering 2004-2008.
Beliggenhed: Ølby, Køge.
Bygningsomfang: 27.000 kvm.


Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk