Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Rammeudbud skal reducere byggeomkostningerne

Socialministeriet har taget initiativ til et forsøg om byggeri af 3-4.000 almene boliger, der skal bygges over 3-4 år. Efter et EU-udbud forventes indgået 4 rammeaftaler

Af Ib Steen Olsen

Rammeaftalerne vil blive opdelt på familieboliger og ældreboliger og udført enten som lavt byggeri eller etagebyggeri. Under hver rammeaftale planlægges indgået kontrakter med 3-5 konsortier. Et konsortium kan tildeles en kontrakt under flere af de 4 rammeaftaler.

Prækvalifikation
Første fase er en prækvalifikation, der blev annonceret i Official Journal of the European Union 11. maj. Fristen for anmodninger om deltagelse udløber 13. juni. De udvalgte konsortier - med deltagelse af arkitekter, ingeniører, entreprenører og leverandører - skal derefter frem til september udarbejde forslag til byggekoncepter.

Efter en sagkyndig vurdering af forslagene forventes socialministeren at indgå 4 rammeaftaler med deltagelse af et antal konsortier. Det sker på vegne af en række almene boligorganisationer, der vil træde ind som bygherrer. Der har tilmeldt sig flere end 400 boligorganisationer. Denne tilmelding forpligter ikke boligorganisationerne til at benytte rammeaftalerne.

I hvert enkelt byggeri vil der blive tale om en konkurrence mellem de valgte konsortier.

Lavere byggeomkostninger
Et vigtigt led i udbuddet er at få reduceret prisen på almene boliger med mindst 10 pct. Det skal ikke ske ved en lavere kvalitet, men ved at udnytte de fordele, der ligger i et længerevarende samarbejde mellem virksomhederne i de enkelte konsortier og ved større serieproduktion.

Det forventes også, at rammeaftalerne qua forsøgsperiodens 4-årige varighed kan bidrage til et udviklingsarbejde gennem udvekslingen af erfaringer mellem de deltagende virksomheder.

Fase et i rammeudbuddet
Brugen af rammeaftaler er ny, og derfor er udbuddet også et forsøg på at udvikle nye udbuds- og samarbejdsformer. Grundlaget er det nye EU-direktiv om udbud, der er trådt i kraft i Danmark 1. januar 2005.

I konkurrencens første fase, frem til september, skal de udvalgte konsortier udarbejde forslag, der på den ene side dokumenterer et byggesystem, der er væsentligt billigere end normalt byggeri. Og på den anden side indeholder så stor fleksibilitet, at det kan anvendes under forskellige lokale forhold, eksempelvis vedr. grund, lokalplan, omgivelser og ønsker til boliger.

Det vil være et centralt krav i udbudsmaterialet, der forventes udsendt til konsortierne i slutningen af juni, at boligerne er af en god kvalitet og har et godt arkitektonisk udtryk. Der nedsættes et bedømmelsesudvalg til at rådgive ministeren.

Hver rammeaftale skal omfatte et stående tilbud på pris og kvalitet af konkrete byggekoncepter og skal gælde i maksimum 4 år. Placeringen på grunden og anlæg af udendørsarealer indgår ikke i koncepterne, da byggeriet skal kunne opføres på forskellige byggegrunde rundt om i landet.

De håndværker-, materiale- og rådgiverudgifter, der er indeholdt i tilbudene på rammeaftalerne, skal indeholde en besparelse på 20 pct.

Fase to i rammeudbuddet
I anden fase får de udvalgte konsortier mulighed for at give tilbud til en lokal bygherre. Den samlede pris skal således være 10 pct. under normal pris og kunne tilgodese de lokale forhold.

Målet er, at der over 3-4 år skal udføres 3-4.000 almene familie- og ældreboliger. Det vil svare til 20-25 pct. af de boliger, som forventes udført af almene boligorganisationer. De første byggerier kan igangsættes i begyndelsen af 2006.

Erfaringer udnyttes
Ved tilrettelæggelsen af rammeudbuddet er erfaringerne fra to større udviklingsprogrammer fra de seneste år inddraget.

Det ene er en konkurrence om fornyelse af etageboligen, som det daværende boligministerium afholdt i slutningen af 80'erne. Der blev opført omkring 800 boliger. Men mere vigtigt er, at små 30 af vores førende virksomheder, grupperet i 6 konsortier, i et længere tidsrum beskæftigede sig med udviklingsmulighederne på dette område. Omkring 30 udviklingsprojekter blev gennemført.

Erfaringerne fra denne udviklingsindsats blev et væsentligt bidrag til 90'ernes store udviklingsprogram »Proces- og Produktudvikling i Byggeriet« med omkring 1.600 boliger. Boligerne blev udført af 4 konsortier, der var udvalgt efter en konkurrence. Formålet var at afprøve betydningen af et længerevarende samarbejde på områder som produktivitet og ny teknologi. Der blev udviklet såvel nye processer som produkter.

Integreret samarbejde og kontinuert produktion
Begge programmer viste, at der er væsentlige fordele ved et længerevarende og integreret samarbejde. Men også, at det stiller store krav til virksomhedernes organisation, indstilling og vedholdenhed.

Med rammeudbud sigtes der mod at skabe gode udviklingsmuligheder og samtidig understrege bygherrernes rolle i den overordnede tilrettelæggelse.

- [ Tilbage ] -

Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk