Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Kommentarer:

Topprioritet til menneskevenligt byggeri

»Årets Gyldne Søm« fra Byggesocietetet , »Danmarks supergazelle 2001« og præmier for godt byggeri på Holmen er Bent Jensen og Søtoftegårds høst af hædersbevisninger i år. Baggrunden er en enestående evne til at udvikle utraditionelle ejendomsprojekter

Af Finn Asnæs

Når man spørger Søtoftegårds stifter, hovedaktionær og administrerende direktør Bent Jensen om, hvad der er hemmeligheden ved virksomhedens succes, kommer svaret uden tøven: - Vi bygger til mennesker.

Søtoftegård A/S koncentrerer sig, ifølge direktøren, om renoveringsopgaver, hvor selskabet i kraft af erfarne medarbejdere har en stor kompetence. Opgaverne omfatter både ombygning til bolig- og erhvervsformål.

Bent Jensen lægger vægt på at gennemføre renoveringer med bevarelse og understøttelse af det gode ved de eksisterende miljøer, samtidig med at der etableres husrum, der lever op til nutidskrav.

- Vi ønsker at gennemføre vores renoveringsprojekter under en bred kvalitetsopfattelse, idet det er min overbevisning, at det ikke alene er den tekniske kvalitet, der skal være høj, men at det er mindst lige så vigtigt, at miljø og atmosfære kommer til udtryk og forstærkes, fastslår direktøren.

Byggeri med holdninger
Sorte Hest på Vesterbro i København, Carlsberg-siloen, Kongens Bryghus, Kanonbådsskurene på Holmen og Oticons hovedsæde er blot nogle eksempler på, hvad entreprenørfirmaet Søtoftegård A/S har bygget siden etableringen for 10 år siden.

- Vi påtager os også nybygningsopgaver, hvor det er muligt at påvirke projektet med de samme grundholdninger, som kendetegner vores renoveringsprojekter, siger Bent Jensen.

Da vi bad Bent Jensen om at uddybe, hvad det var for nogle holdninger, der lå bag det bløde begreb at bygge menneskevenlige bygninger, uddybede han det således:

  • Ombyg på husenes præmisser.
  • Brug og forstærk det eksisterende miljø.
  • Vedgå husenes tidligere funktioner. Træf valg!
  • Brug den sunde fornuft. Vælg hvor pengene skal bruges. Kunsten er at få et bedre resultat for færre penge.
  • Træf modige - utraditionelle - beslutninger, hvis de ud fra en samlet brugsmæssig og økonomisk betragtning kan svare sig.
  • Byg til mennesker - fordi organisation, funktion og teknik ændrer sig, det gør mennesker basalt set ikke.

Vær rådgiver med holdninger. Lyt til kunden - fremkom med egne forslag og vælg i fællesskab, er Bent Jensens doktrin.

Svaneparken
Netop nu er Svaneparken, en tidligere amtslig institution (Ebberødgaard), hvor Søtoftegård selv har hovedkontor, ved at blive udviklet til kursuscenter, ejerlejligheder og børneinstitution. Det er entreprenørvirksomhedens hidtil største projekt til en værdi op mod 400 mio. kroner, og som gerne skulle give selskabet en pæn tocifret millionfortjeneste.

Det er ikke kun, når det drejer sig om byggeri, at Bent Jensen har holdninger. Han deler kontor med sine tre direktørkolleger og sekretæren. En løsning direktøren er glad for. Det store rum giver ikke signaler om en mondæn virksomhed. Ingen fælles designlinie. Her er indtrykket sammenbragte møbler, og Bent Jensen selv sidder ved det teaktræsskrivebord han købte brugt fra et konkursbo, da han etablerede virksomheden i 1992. 800 kr. gav han for bordet med tilhørende arkivskab.

Hovedkontoret ligger ved siden af en børnehave, og Bent Jensen elsker børn.
- De er så dejligt livsbekræftende, bare at kunne gå ud og se på børnene der leger kan give ny inspiration, siger Bent Jensen.
Byggedirektøren har også en holdning til, hvordan man forbedrer effektiviteten og kvaliteten i byggeriet.

- Byggeriet er blevet for akademisk. Det er overtaget af folk som mig med en akademisk baggrund. Vi kan snakke og skrive metertykke tekniske manualer og håndbøger. Vi har igennem de sidste 20 år flyttet os væk fra håndværkerne. Vi har gjort byggeledelsen teoretisk og politisk. Grundlæggende er det at bygge huse ret simpelt. Mit bud på forbedringer er, at vi skal give magten tilbage til håndværkeren, siger Bent Jensen.

- Håndværkeren skal have en tegning, og så er resten op til hans ansvar og samvittighed. Jeg ved godt, at det er svært. Samfundssystemet kræver papirvælde. Man prøver at rationalisere de tekniske løsninger, og det bliver led i en abstrakt debat. Resultatet er mere teknik, kontrollanter og mellemledere. Når det regner og blæser, ser verden helt anderledes ud. Og de kommer ikke ud på byggepladsen, fastslår Bent Jensen.

Stædig
51-årige Bent Jensen har en baggrund som bygningsingeniør med 30 års erfaring i byggebranchen. Hans stærke sider er, at han er en igangsættertype, men stædig, let at begejstre og så ret fanden i voldsk.

Dertil kommer at han har en stærk selverkendelse og en ret god fornemmelse for, hvad han ikke er god til. Bent Jensen er dårlig til at administrere, dårlig til at samle op og utålmodig ud over enhver grænse.

- Det, jeg er dårlig til, har jeg besluttet at organisere mig ud af, siger Bent Jensen.
Det er blandt andet derfor, at han har udvidet direktionen og ejerkredsen med tre yderligere direktører.

Bent Jensen er gift og har to studerende børn. Bopælen er en landbrugsejendom i Ganløse, hvor han godt kan lide at arbejde med den store have. I sommer byggede han en ny terrasse.

Derudover rejser han meget. Han gider ikke ligge ved vandet, men han synes, at det er skægt at opleve fremmede kulturer, og man kan blive meget klog af at se, hvordan levevilkårene er andre steder, mener han.

Fremtiden
I dag har Søfoftegård 60 ansatte i Danmark og en omsætning på 260 mio. kr. i år.
- Vi skal ikke være større i Danmark, siger Bent Jensen.

Ekspansionen skal, ifølge direktøren, ske ved at udvikle nye projekter. Et eksempel er et selskab, man etablerede i Polen for et år siden.

Der er fem ansatte i det polske selskab, og det har en dansk direktør. Det polske selskab skal i princippet gøre det samme som Søtoftegård i Danmark.

- Det er et kæmpemarked. Vi har i samarbejde med en lokal virksomhed købt en 33.000 kvadratmeter stor klædefabrik i Pozna. Pozna er en gammel smuk, men dårligt vedligeholdt by med 600.000 indbyggere. Det er til det, vi vil overføre vores koncept. Første etape er allerede udlejet. Det er et projekt til en værdi af 30 mio. euro, siger Bent Jensen.

- [ Tilbage ] -

Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk