Arkiv
Gamle artikler
Byggeforum:

Byggeforum
artikler - 2008

Byggeforum
artikler - 2007

Byggeforum
artikler - 2006

Byggeforum
artikler - 2005

Byggeforum
artikler - 2004

Byggeforum
artikler - 2003

Byggeforum
artikler - 2002

Byggeforum
artikler - 2001

Byggeforum
artikler - 2000

Byggeforum
artikler - 1999

 

Byggeforum - ledende artikel:

Sæt prisen ned på Øresundsbroen

Advokat Lars Heilesen opfordrer til, at fjerne papirbarriererne mellem Sjælland og Skåne

Af Dan Bjerring

Byggesocietets Landsmøde 2000, der blev holdt i Københavns Lufthavn, blev indledt af landsformand Lars Heilesen, der klart og tydeligt slog fast, at politikernes prioritering af prisen for at benytte den nye faste forbindelse mellem Danmark og Sverige er helt forfejlet:

- Nu er det lykkedes at forcere den barriere, vandet i Øresund udgør. Nu står tilbage at forcere papirbarrieren i form af love og regler. 1. juli står den faste forbindelse færdig, men 230 kroner hver vej er for dyrt for at komme over. Det vil være totalt hæmmende for anvendelsen for anvendelsen af forbindelsen. Princippet burde det være frit at bevæge sig rundt i regionen.

Det har både Danmark og Sverige råd til, og skal der erlægges en betaling for at bruge forbindelsen, så lad det være en symbolsk betaling. Vi står kun ved begyndelsen af en integration mellem Skåne og Sjælland. Jeg tror ligesom den svenske statsminister Göran Persson, at næste etape bliver en jernbanetunnel mellem Helsingør og Helsingborg, som jeg spår er påbegyndt inden år 2010. Det bliver en stærk region, hvis der skabes en lovmæssig harmonisering, sagde Lars Heilesen, der ser en fremtidig region fra Falsterbo i syd til Gøteborg - og fra Skagen til Esbjerg og København.

Truslen fra Djævleøen

Efter formandens indlæg tog man så fat på de tre foredragsholdere, hvor amtsborgmester Kresten Philipsen - ofte omtalt som "Hertug Kresten af Sønderjylland" - der her nok havde en af sine sidste offentlige optrædender inden han træder tilbage fra amtsborgmesterposten i Sønderjylland, indledte.

Kresten Philipsen var ikke bange for "truslen fra Djævleøen", men han understregede samtidig, at al tale om billigere brotakster burde forstumme, for det ville betyde nedskæringer på andre områder i det danske samfund, og det kan der næppe skabes flertal for i Folketinget.

Stakkelse Skåne-lande

Det nok mest bemærkelsesværdige indlæg kom fra professor Peter Broberg - Landskronagruppen - der trak de historiske perspektiver i det dansk-skånske samarbejde op. Hvad mange nok havde frygtet kunne blive et tørt foredrag viste sig at være et forrygende, spændende og utroligt indlæg i debatten om integrationen i Øresundregionen.

Peter broberg fortalte og illustrerede levende om det dansk-skånske fællesskab og en efter hans opfattelse 350-årig svensk besættelse af de stakkels skånelande - Skåne, Halland og Blekinge.
Efter foredraget sad de fleste tilbage med en helt anden viden om "det tabte land" på den anden side af Øresund med dets dybe danske rødder.

Skåne var den mest velstående del af det danske rige med smukke danske herregårde og andre fantastiske danske bygningsværker som de gamle landsbykirker. I dag står mange af disse bygningsværker som et vidnesbyrd om den danske fortid og samtidig som et symbol på den samhørighed, der atter kan opstå, når den faste forbindelse knytter de gamle danske landområder sammen.

Dagens sidste indlæg kom fra Peter Halken - Medicon Valley Academy - og han efterlod ingen tvivl om, at Øresundsregionen havde potentialet til en fantastisk spændende udvikling som center for medicinsk forskning og udvikling i lighed med, hvad man har oplevet i Silicon Valley inden for computerbranchen.


 AKTIVE KREDSE

Byggesocietets organisatoriske landsmøde havde ca. 50 deltagende medlemmer. Landsformanden kunne konstatere, at de ved sidste års landsmøde satte mål, stort set var nået, og at det forløbne år havde været et meget godt og aktivt år for Byggesocietetet.

Ikke mindst fremhævede Lars Heilesen det meget store antal personer, der er aktivt involveret i arbejdet i alle kredse og udvalg. Samtidig udtrykte landsformanden optimisme med hensyn til at få Vejlekredsen i gang igen og eventuelt undersøge muligheden af en Herningkreds. Beretningen kan i øvrigt læses på internettet på Byggesocietetets hjemmeside.

Ifølge vedtægterne skulle landsformanden først vælges i 2001, men man valgte alligevel at vælge landsformand, og Lars Heilesen genvalgtes med applaus. De to næstformænd blev Niels Kristian Hansen (Fyn) og K.O. Pedersen (Århus), der også begge genvalgtes med applaus.

Efter det organisatoriske landsmøde gik turen til Restaurant Kastrup Strandpark med frokost, og herefter var der lagt op til dagens clou - en tur over den nye Øresundsforbindelse.

 DANMARK RETTES OP

Det overordnede emne for foredragene ved Byggesocietets landsmøde var spørgsmålet, om Danmark bliver trukket skævt ved åbningen af Øresundsforbindelsen og udviklingen i regionen. Lars Heilesen, er ikke i tvivl:

- Øresundsbroen kommer ikke til at betyde, at Danmark trækkes ikke skævt. Tvært i mod rettes landet en smule op. Befolkningsudviklingen i Jylland set i forhold til København tyder nemlig på, at jyderne ikke har så meget lyst til at komme til København, som de har haft, sagde landsformanden med henvisning til langt højere befolkningstalsstigninger i jyske byer, end man har oplevet det i København.

Byggesocietets landsformand pegede også på, at landegrænserne inden for EU de kommende år forsvinder især på det handelsmæssige område, og at den erhvervsmæssige udvikling først og fremmest vil foregå i regioner:

- Nu har vi chancen for at udnytte de mange potentialer, der er i Sydsverige og Københavnsområdet. Efter at Karl X Gustav tog Skåne i 1658 har landsdelene været under hver sit centrale styresystem. EU udhuler systemerne fra oven, og regionerne udhuler systemerne nede fra. Derfor er det vigtigt, at de centrale systemer også medvirker til en harmonisering af reglerne, ikke mindst skattereglerne, borgernes sociale rettigheder, fagforeningsreglerne og så videre, sluttede Lars Heilesen.

 GAVE TIL MINISTEREN

Om aftenen samledes en lang række af Byggesocietets medlemmer i bedste "landskampform" på Hotel Marina i Vedbæk til årets festmiddag med deltagelse af by- og boligminister Jytte Andersen.

By- og boligministeren afslørede ved den lejlighed, at hun i øjeblikket er i gang med at gøre sig en række praktiske erfaringer som bygherre, idet hun er ved at få bygget et sommerhus på Anholt, og i den anledning modtog hun en værktøjskasse i gave fra Byggesocietetet.

- [ Tilbage ] -

Byggesocietetet - Nørre Voldgade 106 - DK-1358 København K - Tel. +45 33 13 66 37 - e-mail: info@byggesoc.dk